Report - Odsherred Eventpark Open (Major)

23 Maj - 2024

Weekenden d.11-12 maj havde 2 turneringer på sjælland i vente og lørdag bød Odsherred Eventpark velkommen til årets første major og 33 spillere stod klar til kamp i et skønt solskinsvejr.

6 spillere i Dame A, 4 i Herre B, og 23 i Herre A.

Som altid var der store forventninger til de sjællandske favoritter Thomas Ild og Thomas Stjerne som ofte viser sig i toppen af podiet når der spilles tæt på hovedstaden og i Dame A kunne vi bl.a. se europamester Lotte Vahlkvist stille op til start.

I Herre B var der revanche i udsigt. Til Skejby Open måtte Martin Bech se sig slået af de to unge deltagere Xavi Topp og Viktor Degn, men det havde tydeligt sat en ild i Martin Bech som i første runde sønder smadrede de to unge konkurrenter. Herfra var der ingen tvivl om hvem der skulle stå øverst på skamlen og Martin vandt med 16 spark ned til Xavi og 19 spark ned til Viktor.

Herre A blev et sandt drama. Efter første runde var alt åbent og 15 spillere lå indenfor 5 spark. Men banens vulkaner og det nye hul 18, fik i runde 2 gjort det svært for de fleste. En udbrydergruppe på 3 personer lå side om side i 19 under par, inden finalerunden. Heriblandt var det netop de to sjællandske topspillere Thomas Ild og Thomas Stjerne som havde gået et par flotte runder. Sidste mand i toppen var verdensmesteren Anders Bollerup. Finalerunden bød på fantastisk flot spil fra alle 3 spillere som hurtigt kunne erfare at podiet skulle fordeles imellem dem. Bl.a. Thomas Ild’s ”Hole in one” på Eventparkens hul 8 huskes som noget vandvittigt og helt ud over det sædvanlige! Med et par huller tilbage var det dog Anders Bollerup som havde optjent 3 sparks forspring, ned til Thomas Ild, med en flot 3’er på det svære hul 16. Thomas Stjerne var 5 spark efter på trods af en flot score, og selvom hul 18 gav lidt besvær kunne han stadig sikre sig en 3.plads.

Ild satsede hele butikken og gik efter en svær birdie udefra. Bolden trillede smukt op af rampen og Ild kunne med glæde se bolden hoppe i hul. Anders skulle nu blot have bolden i hul på 5 spark for at vinde og 6 spark for omspil. Men det så ud til at der gik lidt nerver i benene og efter at have forsøgt at lægge bolden op 5 gange var Anders tvunget til at vippe bolden i hul. Bolden hoppede én gang på rampen og ramte med lidt held ned i venstre side af hullet til stor lettelse. De to spillere skulle altså i omspil om sejren.

På de første 2 omspilshuller var det helt lige og vulkanen på hul 3 stod nu som den afgørende test. Begge spillere lå en meter fra bakken og dommeren måtte afgøre hvem der skulle skyde først. Anders skulle sparke først. Vinklen var ikke god, men de tidligere røstende ben viste klasse og bolden trillede perfekt op af vulkanen og drejede perfekt ind mod hullet henover vulkanens ryg og ramte lige midt på flaget. Nu var presset på Thomas Ild og hvor man tidligere nok ville have lavet et oplæg var han nu nødt til at gå efter den. Bolden trillede mod flaget men drejede af og gik højre om. Anders Bollerup tog sejren efter et dramatisk omspil.

Der skal lyde en stor tak til Odsherred Eventpark på en dag hvor vejret viste sig fra sin gode side. Tusinde Tak!

Værd at nævne:

Dagens bedste runde – Thomas Ild & Anders Bollerup (-13).

Ulrich Topp var den eneste der gik en runde uden at lave en bogey. (Runde 3, -11)

De 6 Damer i Dame A lavede lige så mange ”hole in ones” som de 23 Herre i Herre A. (3 stk)

Hos Damerne Spillede Nordjyden Kimmie Rodgaard sig i spidsen efter første runde men i runde 2 gik det galt og eventyret sluttede. Europamesteren Lotte Vahlkvist kom ikke så godt fra start og det blev heller ikke hendes dag. I stedet var det en kamp imellem Tanja Kristiansen og Pernille Nielsen der spillede hendes første turnering i år. Tanja tog føringen med 6 spark efter runde 2, med dagens bedste runde i kvinderækken (4 over par). Men det var langt fra ovre. I runde 3 havde begge damer deres problemer med banens 2 vulkaner. Først måtte Tanja afgive førstepladsen efter vulkanen på hul 3 inden Pernille måtte give pladsen tilbage efter vulkanen på hul 9. Med i flot ”hole in one” på hul 13 satte Pernille jagten ind på Tanja og inden sidste hul var der kun ét spark imellem dem. Pernille fik spillet sig til en flot 5’er på det meget ubarmhjertige hul 18 og Tanja kunne sikre sig sejren med en 5’er på hullet. Men puttet tog kanten af hullet og Pernille kunne kalde sig vinder af årets første Major. På 3.pladsen var det Dunja Strange som med en flot runde i +6, næsten fik hentet de 2 førende damespillere.

Efter en kort præmieceremoni blev der sagt ”tak for idag”.