DM Interview med Thomas Ild

3 Juni - 2024

Vi fortsætter vores interviews med interessante danske spillere op imod DM-Ugen. Dagens hovedperson er Thomas "Ild" Christiansen. Vi har spurgt den stærkt spillende sjællænder om hans forventninger til det kommende DM. Thomas er 51 år gammel og på trods af sin alder er han fit, og spiller let op med de bedste. Thomas startede med at spille fodboldgolf i 2019.

Hej Thomas Ild. Du er nummer 1 på den danske rangliste og har markeret dig som en af de bedste danske spillere de seneste år. Hvordan startede du til fodboldgolf og hvorfor er det blevet en sport for netop dig?

Jeg startede i sommeren 2019 efter at have mødt Lars Ohlen på Kildedal Event fodboldgolfbane nær Ballerup. Lars fortalte om sporten og turneringerne og jeg tænkte straks – det skal jeg! Min turneringsdebut kom dog først i 2020 til Filskov Open.

Det er blevet en sport for mig, fordi jeg godt kan li’ de mange elementer der indgår – motion i naturen, teknikken, taktikken, udfordrende forhindringer, doublemakkerskabet, udlandsturene og det sociale.

Hvad tænker du om, at DM i fodboldgolf er en del af DM-ugen i år, og hvad tænker du om dine egne chancer i single og double kategorien?

Jeg tænker, at det er en chance for at få flere ind i vores sport og at jeg håber at fodboldgolf vil være på programmet fremover. Jeg håber også at DM-ugen kommer til Sjælland om et par år, så vi kan lokke flere spillere til herovre.

Mine chancer er vel ok. Jeg endte på en 4.plads sidste gang i Herning. Jeg er nok undertippet i forhold til de lokale spillere, men banen ligger godt til mig. I doublen er jeg makker med Lars Ohlen, som blev nr. 5 i Herning sidste år. Vi kan godt blande os i toppen – det beviste vi sidste år med en 4. plads til EM og sejren i French Open.

Hvis du tænker lidt tilbage, hvad er så din største bedrift eller oplevelse med fodboldgolf?

Der et par stykker der popper op – 2023 var nok et gennembrudsår, hvor jeg på en måned vandt 2 danske turneringer og French Open i både single og double. Men største oplevelse var i 2021. Det var DM i hulspil i Filskov, kun 16 måneder efter min turneringsdebut på samme bane. Min makker i doublen, Mikkel Bendixen, var rookie og endnu nyere i sporten end jeg. Han fik en skade undervejs, måtte spille på smertestillende piller og vi var tæt på ikke at komme i slutspillet. Alligevel formåede vi at vinde over flere af de største navne og blive danmarksmestre.

Hvem tror du bliver din største konkurrent om DM-titlen og hvad ville det betyde for dig at blive dansk mester?

Det ville være kæmpestort at tage DM-titlen i år – vi har flest verdensklassespillere herhjemme og det er derfor sværere at vinde et DM end mange af de udenlandske turneringer. Jeg tænker ikke så meget over hvem jeg stiller op imod, det vigtigste er at gøre mit bedste hver gang, så må vi se hvor langt det rækker. Den største modstander ligger nok i mig selv – i det mentale.

Hvorfor noget udstyr bruger du og er der en speciel fodbold du foretrækker at spille med?

Jeg spiller med en Adidas Teamgeist, som er en tysk bold fra VM 1996. Den er lækker at sparke til og jeg synes også den er flot designet. Ellers ikke noget særligt udstyr – kun min grimme cap med flammer på, som med tiden er blevet mit kendingsmærke på banen 🤣

Bruger du tåen, indersiden eller sålen når du putter?

Jeg har ikke en fast, foretrukken måde – det afhænger af situationen.

Tak for din tid, vi ønsker dig alt held og lykke!