DM Interview med Ronnie Hansen
18 Juni - 2024
Vi fortsætter vores interviews med interessante danske spillere op imod DM-Ugen. Dagens hovedperson er Ronnie Hansen. Vi har spurgt den forsvarende Danmarksmester om hans forventninger til det kommende DM. Ronnie er nr. 3 på verdensranglisten og en af de mest vindende fodboldgolfspillere igennem tiden. Han spillede fodboldgolf for første gang i 2008 og spillede sin første turnering i 2012. Ronnie er 37 år gammel, men siger selv at han føler sig som en på 16 når han spiller fodboldgolf! :)
Hej Ronnie. Du er jo den nuværende Danmarksmester i single og det er første gang at du bærer den titel på trods af at du har været verdensmester i single hele to gange. Hvad betød det for dig endelig at få titlen i hus sidste år, og hvad vil det betyde for dig at forsvare titlen?
Først og fremmest, tusind tak for at I ønsker at høre om mine tanker og mål. Når man har været med fremme i mange år, har man selvfølgelig et mål om at vinde alle de store titler og der var DM nok den ting som jeg har jagtet mest i de fleste år. Danmark er verdens bedste fodboldgolf nation og derfor er det næsten den sværeste titel at vinde. Jeg har fået mange sekundære placeringer, men sidste år kulminerede det hele med 2 skønne sejre både i single og double på det flotte anlæg hos Nordjysk Fodboldgolf. Nu glæder jeg mig bare til at komme ud og nyde et DM på en fantastisk bane i Lind ved Herning. En god weekend med mine bedste venner og kollegaer fra sporten i Danmark.
Mit mål er altid at vinde når jeg går på banen, men på grund af det vanvittigt høje niveau fra danskerne kan det sagtens vise sig at man kan være glad for en podieplads efter turneringen. Banen overlader ikke noget til tilfældighederne, så weekendens bedste mand/kvinde vinder uden tvivl.
Du er kendt på de sociale medier som ”Ronson” og har i længere tid gjort en stor indsats for at udbrede fodboldgolf i Danmark bl.a. i samarbejde med BRIZZE. Hvad tænker du om, at DM i fodboldgolf er en del af DM-ugen i år?
Det glæder mig meget at Dansk Fodboldgolf Forening har formået at blive optaget i det fine selskab som DM-ugen er. Alt hvad der bliver gjort lige nu, er forhåbentlig med til at gøre mine chancer for at vinde i fremtiden mindre. Så tak for jeres store indsats for at udbrede kendskabet til sporten og til især at satse på at få de helt unge i gang.
Man kan vidst godt sige at du har hjemmebane i år, da du kun bor få kilometer fra DM-banen. Hvem tror du bliver din største konkurrent om DM-titlen og hvor meget betyder det at kende den bane man spiller på?
Det er helt korrekt at jeg bor 2 km fra banen, men det er desværre ikke blevet min hjemmebane endnu med hensyn til at kende banen ud og ind. Jeg spiller i klubben, men har desværre været der alt for få gange. Jeg er så heldig at være blevet far vildt mange gange de sidste år, så jeg er gået fra at være træningsnarkoman til at være turneringsspiller 😊 Men fælles for de gange jeg har været der er at jeg altid går glad og tilfreds hjem. Det er virkelig en fed bane og jeg har endnu ikke spillet 2 runder der minder om hinanden. Når man har lidt mindre tid, prioriterer man at tage det lidt ekstra seriøst når man er afsted, så det er ikke en undskyldning for at jeg ikke går benhårdt efter at vinde. Mine største konkurrenter til titlen i 2024 er Sune Rejsenhus, Anders Bollerup og Jens Lønberg Larsen. Outsider Eddie The Eagle.
Du er jo også kendt for altid at have en fodbold til salg. Hvor mange bolde har du egentlig derhjemme?
Ja, det er korrekt at Corona Tiden blev brugt til at indsamle bolde fra de sidste 20 år og fra alle verdens lande. Samlingen hjemme er nok på ca. 7 og så er de sidste 100 bolde gemt på mit arbejde. Igen på grund af de mange skønne børn, så er pladsen for trang derhjemme til at have 100 bolde liggende.
Hvad for noget udstyr bruger du selv når du spiller og kan du fortælle lidt om hvad man skal kigge efter hvis man er på jagt efter en ny bold til fodboldgolf?
Fodboldgolf er en kunst og derfor skal ens bold også være lækker. Mit værktøj til gode resultater er en Teamgeist II AFA edition fra Argentina (16 år gammel)
For at opnå de bedste resultater skal du have en bold der gør det du beder den om. Det er i hvert fald vigtigt at tro på at den gør det. Derfor vil jeg anbefale alle Adidas bolde i perioden fra 2006-2011. Det er den gyldne æra indenfor bolde. Mon ikke jeg også har én til dig. Man dyrker jo heller ikke vandsport i en utæt båd.
Haha, det kan der være noget om! Man kan jo ikke komme uden om dig som en af guldfavoritterne til DM, da du næsten altid viser et stabilt højt niveau. Hvis du skulle give en ny spiller et godt råd, hvad ville det så være?
Mit første DM tabte jeg til en dreng på 7 år. Gå ud og træn hver dag indtil du er verdens bedste. Men vigtigst af alt er, at du bliver ved med at elske at spille. Hele min passion bunder i at være sammen med gode venner, nyde verdens fantastiske baner i naturskønne omgivelser og så er jeg total konkurrencemenneske. At jeg så er total allergisk over for græs, skal ikke have lov at slå mig ud.
Bruger du tåen, indersiden eller sålen når du putter? Hvordan putter du?
Underlaget og vejrforholdet bestemmer fuldstændigt, hvad jeg putter med. På en skøn sommerdag til DM i lækkert grønt og kraftigt græs putter jeg med indersiden. På bakker og hurtigt underlag får den en bette præcis tå.
Tak for din tid, vi ønsker dig alt held og lykke til DM!
Dansk Fodboldgolf Forenings Samarbejdspartnere
DFGF shoppen
til baner, spillere & klubber
Hovedpartner