DM Interview med Mette Stisen

16 Maj 2024

Som optakt til DM-ugen har DFGF taget en snak med damernes nuværende danmarksmester i single Mette Stisen.

Hej Mette. Du er en af de bedste danske damer til fodboldgolf og har flere DM titler på cv'et. Hvordan startede du til fodboldgolf og hvorfor er det blevet en sport for dig?

Første gang jeg prøvede at spille fodboldgolf var til en firma arrangement hos Varde Fodboldgolf i 2012. Det var sjovt og det gik meget godt, så Ann Cecilie & Bent der har Varde Fodboldgolf syntes jeg skulle tilmelde mig VM samme år, som de skulle afholde. Så VM var min første turnering og det gik rigtig godt og så har jeg spillet siden. Jeg har altid været en konkurrence menneske og tidligere spillet håndbold på højt plan, så da den karriere var lagt på hylden tog fodboldgolfen over. Jeg elsker at spille turneringer i både ind- og udland og nyder samværet med alle de skønne mennesker der spiller, vi hygger os sammen på turene og er som en stor familie.

Hvad tænker du om at DM i fodboldgolf er en del af DM-ugen i år, og hvad tænker du om dine egne chancer i single og double kategorien?

Jeg synes det er fantastisk at vores sport er kommet med i DM-ugen, det er en god måde at promovere fodboldgolf på, så folk kan se at det også kan spilles seriøs og ikke kun til polterabend og firmafester.

Jeg spiller altid for at vinde og som forsvarende Danmarksmester i single vil jeg gøre alt for at tage pokalen med hjem igen, men alt kan ske med alle de dygtige kvinder vi har i Danmark.

I double går Lotte Vahlkvist og jeg efter at vinde.

Hvem tror du bliver din største konkurrent i kapløbet om titlen og hvorfor?

Jeg kan ikke nævne en enkelt konkurrent, da vi er flere dygtige kvinder i verdenstoppen, som alle kan vinde DM. Vi presser hinanden til det yderste og det kan være marginaler der afgør, hvem der vinder DM.

Hvis du tænker lidt tilbage, hvad er så din største bedrift eller oplevelse med fodboldgolf?

Jeg har haft mange fantastiske oplevelser med fodboldgolf igennem årene med bl.a. Danish Open titler, flere 2.pladser til VM i både single og double, 3.pladser til EM og 8 DM titler. Men størst af alt var da Lotte Vahlkvist og jeg blev Europamester i double i 2023 i Tjekkiet, det var så stort for os begge.

Hvorfor noget udstyr bruger du og er der en speciel fodbold du foretrækker at spille med?

Jeg spiller i Adidas grusbanesko og med en Adidas Teamgeist fodbold.

Tak for din tid!

Bonus Info:

Mette Stisen er 49 år og har 12 års erfaring med fodboldgolf. Hun er den nuværende Europamester i Double og putter med sålen tæt på hullet. Mette har tidligere spillet håndbold på højeste plan hvor hun stod på mål. Mette er kendt i fodboldgolf kredse for sin højde, sit altid høje niveau og hendes mange DM-titler.