DM Interview med Anders Bollerup
20 Juni - 2024
Vi har taget en snak med en sidste deltager inden det for alvor går løs med årets DM i Fodboldgolf. Dagens hovedperson er Anders Bollerup. Verdensmester, Europamester og indehaver af dette års værtsbane. Vi har spurgt 36 årige Anders om hans forventninger til det kommende DM. Anders er nr. 1 på verdensranglisten og spillede fodboldgolf for første gang i 2012. Han spillede sin første turnering i 2013 og har siden hen vundet næsten alt.
Hej Anders. Du er jo forsvarende verdensmester, og slog mange af dem som deltager til DM, til det VM der blev spillet hos Skejby Fodboldgolf sidste år. Kan du også slå dem til DM?
Hej. 😉
Jeg tror altid på mig selv når det kommer til fodboldgolf. Men VM var også en god ”reminder” om at success ikke kommer uden dedikation og træning. Jeg tror det kommer meget an på hvordan jeg får forberedt mig og om jeg kan finde ro og tid til det. Jeg har døjet en del med skader som altid, men mine ben har haft det rigtig godt de sidste par uger, så det giver mig også en stærk tro på at jeg kan slå dem alle. Jeg har nogle gange haft for høje forventninger til mig selv og har lært at det kan være godt at have realistiske forventninger til sig selv, ved at se på hvad man har gjort for sine chancer på turneringsdagen. På den måde skuffer jeg heller ikke mig selv, når jeg ikke er fit, i form eller ordentlig forberedt.
Du har allerede 4 DM titler på dit CV, skal der tilføjes endnu en til CV’et til DM-ugen på din egen bane, og hvor stort vil det være for dig, at kunne løfte trofæet i din egen hjemby?
Ja, 4 single titler og 2 double titler 😉
Hvis jeg skal være helt ærlig så er det lidt en speciel turnering i år. Det er første gang at mit anlæg er vært for DM i Fodboldgolf og det vil helt sikkert være en ny slags oplevelse at vinde på egen bane. Men man mærker også at folk næsten forventer at man vinder når man er verdensmester og selv har bygget banen der skal spilles på. På den måde kan man faktisk kun skuffe. Jeg vil dog nyde at vinde, som jeg altid gør, men en sejr på udebane er faktisk måske mere værd. For mig bliver det den største test at kunne have mange bolde i luften og samtidig koncentrere sig om spillet.
Hvad tænker du om at dansk fodboldgolf for første gang er en del af DM-ugen, og hvad tror du at det kan gøre for sporten i fremtiden?
Jeg synes det er vildt spændende og glæder mig til at se og opleve hvad der bliver anderledes end tidligere. Vi har jo ikke været med før, så jeg ved faktisk ikke hvordan det kommer til at påvirke oplevelsen for os spillere, men jeg håber på flere tilskuere og noget mere opmærksomhed omkring fodboldgolf. At få live sendetid på DR ville være helt sindssygt, men jeg tror vi skal have lidt mere positiv omtale før det sker. Jeg håber allermest at nogle spillere får en oplevelse af at de bliver iagttaget, og kan mærke den spænding der bygger sig op når stilheden spreder sig i en folkemængde. Scenen er sat, så nu må vi se om der kommer nogen og kigger! Jeg håber at DM-ugen kan være med til at flere får øjnene op for denne fantastiske sport og at vi i fremtiden ser flere nye ansigter i vores fantastiske community.
Med hele 17 internationale sejre i single og 4 DM titler, hvilken af dine sejre betyder mest for dig og hvorfor?
Uha... Der er mange at vælge imellem af forskellige grunde. Jeg vil sige min første internationale sejr som var EM i Sunds, da den satte mig igang og gav mig tro på mere. Jeg vil sige min første VM titel i Sverige, da jeg var afsted efter at have mistet min morfar, missede begravelsen, men vandt VM med min morfar i tankerne. Jeg vil sige mine internationale double sejre med mine venner Tom Bjerke, Bjørnar Storsveen, Petr Kosicek, Nikolaj Krag, da det hos dem skabte en glæde som spredte sig til mig. Præstationsmæssigt er jeg meget stolt af mit VM i 2019 hvor jeg vandt i single med hele 13 spark og satte banerekord 3 gange på 4 runder.
Sidste år kunne du ikke spille DM pga. en skade, har du så endnu mere lyst til at vinde i år?
Jeg havde et vanvittigt år sidste år og havde virkelig håbet på at kunne fuldende det med en DM-titel. En titel jeg var indehaver af og så vil man jo gerne kunne forsvare den. Kan huske at skuffelsen sad dybt i mig og det var ikke sjovt at følge med hjemmefra. Jeg skulle have spillet double med min bedste ven Ronnie Hansen, hvilket vi ikke har gjort i evigheder, så det havde jeg faktisk set allermest frem til. Var glad for at se ham vinde titlen for første gang men også træt af at jeg ikke kunne kæmpe mod ham om den. Så i år skal han få kamp til stregen og må den bedste mand vinde. Men der er mange om buddet og jeg synes at specielt spillere som Jens Lønberg og Sune Rejsenhus er blevet dygtigere og mere stabile. Derudover er der mange outsidere og der sniger sig gerne en overraskelse med frem.
Kan man sige at du har en hjemmebanefordel, når du jo selv har designet banen, og du også er baneejer?
Jeg husker den tyske stjerne Alex Kober. Det tog ham 10 år, før han vandt den første WFGA turnering på hans egen bane i en periode hvor han havde været verdensmester flere gange. Så måske det ikke er så let at spille turnering på sin egen bane, da man har så meget andet i tankerne. Man har et ansvar man skal kunne fralægge sig i tankerne, når runden starter. Jeg er spændt på hvordan jeg selv formår at håndtere dette. Jeg er mest på min egen bane for at arbejde og kan så se de lokale der løber rundt og spiller og nyder godt af mit arbejde. Jeg tror faktisk det kan være en ulempe at spille på sin egen bane.
Der venter jo også snart et Junior DM, for at få flere unge med ind i sporten, og hvis du skulle sige noget til de unge drenge/piger om fodboldgolf, hvad skulle det så være?
Jeg ville nok fortælle dem så meget, at de helt mister koncentrationen til at lytte efter. 😊
Men et godt råd ville være at fejle en helt masse og tage chancer og lære at smile af det, når det går helt galt. Husk dine fejl og søg en anden løsning ved at gøre noget anderledes næste gang. På den måde lærer du også hvad du er i stand til og kan tage de bedste beslutninger for dig selv i nuet. Det du ikke er i stand til, skal du motivere dig selv til at træne. Det er en god filosofi for så meget mere end fodboldgolf.
Bruger du tåen, indersiden eller sålen når du putter? Hvordan putter du?
Jeg putter altid med tåen tæt på hul. Kommer jeg lidt længere væk, bruger jeg gerne indersiden, da det er lettere, ift den fart man skal skyde med. Kan slet ikke med sålen. Prøver mig lidt frem for tiden med forskellige putte-teknikker i et forsøg på at udvikle mit spil til næste niveau og får at vide at jeg ofte laver en sjov bevægelse hvor jeg peger med fingeren når jeg skal til at putte. Men det virker for mig, så jeg bliver ved med at pege :)
Tak for din tid, vi ønsker dig alt held og lykke til DM!
Dansk Fodboldgolf Forenings Samarbejdspartnere
DFGF shoppen
til baner, spillere & klubber
Hovedpartner