DM 2026 hos Bramdrupdam Fodboldgolf

Tre dage med fodboldgolf, tætte afgørelser, stærke præstationer og masser af spænding dannede rammen om DM 2026 i Bramdrupdam. På trods af skiftende vejrforhold blev der leveret fodboldgolf på højt niveau, da danmarksmestrene skulle findes i Double, Single og Præcision. Weekenden bød blandt andet på mesterskaber afgjort med mindst mulig margin, et stort comeback på de sidste 18 huller, en ny danmarksmester hos herrerne og glædeligt gensyn med juniorrækken ved DM. Læs med og få hele historien fra DM i Bramdrupdam 2026.

9/7/20265 min læsning

Dame Double
På de skønne og velholdte baner i Bramdrupdam blev DM i Fodboldgolf 2026 afholdt hen over weekenden.

Mesterskaberne blev skudt i gang fredag med DM i Double for både kvinder og herrer, og på kvindesiden blev der lagt ud med en særdeles tæt og spændende kamp om danmarksmesterskabet.

Efter første runde var det Kimmie Rødgaard og Susanne Reinevald, der havde lagt sig i spidsen. Lige efter fulgte de øvrige medalje kandidater, Louise Aagaard og Tanja Kristiansen havde på dette tidspunkt et enkelt sparks forspring til Pernille Nielsen og Dunja Strange.

Efter anden runde havde Pernille og Dunja overtaget føringen, og dermed var der lagt op til en nervepirrende afgørelse på dagens tredje og sidste runde.
Her ville ingen af de to makkerpar give sig. Både Pernille/Dunja og Louise/Tanja spillede finalerunden i -2, og dermed blev det den mindst mulige margin, der afgjorde mesterskabet.

Med blot ét sparks forspring kunne Pernille Nielsen og Dunja Strange lade sig kåre som danmarksmestre i Double 2026, mens Louise Aagaard og Tanja Kristiansen tog sølv.

Bronzemedaljerne gik til Camilla Vangsgaard-Jensen og Marianne Balsgaard. Kimmie Rødgaard og Susanne Reinevald sluttede på fjerdepladsen, mens Britta Alminde og Jeanette Hansen tog femtepladsen.

Herre Double
På herresiden udviklede kampen om danmarksmesterskabet sig også til en tæt duel, hvor Anders Bollerup og Lars Sand til sidst kunne lade sig kåre som danmarksmestre i Double 2026.

Efter første runde var Anders Bollerup/Lars Sand og Ulrich Topp/Eddie Olesen helt lige, og efter anden runde var der fortsat kun to spark mellem de to makkerpar. Dermed var scenen sat til en direkte duel om guldet på de sidste 18 huller.
Her leverede begge par en stærk finalerunde. Ulrich Topp og Eddie Olesen vandt finale flightet i -15, men hentede dermed kun ét spark på Anders Bollerup og Lars Sand, der sluttede runden i en næsten lige så stærk runde i -14.

Efter 54 huller kunne Anders Bollerup og Lars Sand således lade sig kåre som danmarksmestre med den mindst mulige margin – ét enkelt skud foran Ulrich Topp og Eddie Olesen.

Daniel Lund og Simon Secher Jensen sikrede sig bronzemedaljerne, mens Jens Lønberg Larsen og Lars Knudsen sluttede på fjerdepladsen. Andreas Laursen og Søren Fyhn rundede top-5 af.

Dame Single
Lørdag og søndag skulle danmarksmestrene i Single findes hos både kvinder, herrer og juniorer. Mesterskabet blev afgjort over fem runder og dermed i alt 90 huller under skiftende vejrforhold på banerne i Bramdrupdam.

På kvindesiden blev det endnu en gang Mette Stisen, der kunne lade sig kåre som danmarksmester – men vejen til guldet blev langt fra ligetil.

Inden femte og sidste runde var det Tanja Kristiansen, der sad på førstepladsen med et forspring på fem skud ned til den forsvarende danmarksmester. Dermed skulle der et markant comeback til på de sidste 18 huller, hvis Mette Stisen skulle genvinde titlen - Og det comeback leverede hun.

I løbet af finalerunden lykkedes det Mette Stisen at indhente Tanjas forspring og vende stillingen til sin fordel. Dermed kunne hun efter 90 huller lade sig kåre som danmarksmester 2026, mens Tanja Kristiansen sikrede sig sølvmedaljen.
Louise Aagaard tog bronzen, og dermed endte podiet præcis som ved DM i 2025 – med Mette Stisen, Tanja Kristiansen og Louise Aagaard på henholdsvis første-, anden- og tredjepladsen.

Herre Single
Hos herrerne blev DM 2026 året, hvor det efter mange års forsøg endelig lykkedes Simon Secher Jensen at indtage øverste trin på podiet.

Simon lagde sig i spidsen allerede efter første runde, og den placering gav han aldrig fra sig igen.
Hans turnering var først og fremmest kendetegnet ved imponerende stabilitet. På mesterskabets 90 huller noterede Simon sig blot for fire bogeys. Samtlige øvrige huller blev spillet i par eller bedre.

Efter fem runder kunne Simon Secher Jensen dermed lade sig kåre som danmarksmester 2026 med et forspring på otte skud til Jens Lønberg Larsen, der sikrede sig sølv efter ligeledes at have leveret en flot turnering.

Kampen om bronzen blev til gengæld afgjort med mindst mulig margin. Ronnie Hansen sikrede sig tredjepladsen blot ét skud foran Anders Bollerup på fjerdepladsen, mens Nikolaj Krag rundede top-5 af.

Juniorer Single
For første gang i flere år var der igen en juniorrække ved DM, hvor tre unge spillere stillede til start i kampen om danmarksmesterskabet.

Her leverede Gorm Brødsgaard en flot turnering og kunne efter de fem runder lade sig kåre som junior-danmarksmester 2026. Bag ham blev der til gengæld tæt kamp om de øvrige podieplaceringer. Julin Balsgaard sikrede sig sølvmedaljen blot to skud foran Olivia Knudsen, der dermed tog bronzen.

DM i præcission
Lørdag aften blev der dystet om danmarksmesterskabet i Præcision, hvor hele 44 spillere stillede til start.
Turneringen blev indledt med gruppespil, inden de bedste spillere gik videre til knock-out-fasen, hvor intense og korte dueller til sidst skulle finde årets danmarksmester.

I hver kamp havde spillerne tre skud til at besejre deres modstander. Først et langt skud på et mål, derefter et skud mod en ring i det ene målhjørne og til sidst et vip/lob efter en smal "kop".

Efter gruppespillet og de efterfølgende knock-out-kampe stod Søren Fyhn og Frederik Hinrichsen tilbage i finalen. Her trak Søren Fyhn det længste strå og kunne dermed lade sig kåre som danmarksmester i Præcision 2026.

Eddie Olesen sikrede sig tredjepladsen efter bronzekampen mod Anders Bollerup, der dermed sluttede på fjerdepladsen.

Tak for et fantastisk DM
På vegne af DFGF vil vi gerne rette en stor tak til alle deltagere for et fremragende Danmarksmesterskab. Trods skiftende vejrforhold blev der leveret fodboldgolf på højt niveau, men mindst lige så vigtigt var den gode stemning og det sociale samvær, der prægede weekenden.

DFGF kan være med til at skabe rammerne om et Danmarksmesterskab, men det er jer spillere, der fylder dem ud og skaber oplevelsen. Det gjorde I på fornemste vis weekenden igennem, og det skal I have en stor tak for.

Tak til alle som bakkede op om det nye initiativ i form af DM i præcision, det var første, men bestemt ikke sidste udgave af det format.

Dernæst en særlig tak skal lyde til de juniorer, der stillede op og var med til at bringe juniorrækken tilbage til DM. I viste samtidig, at dansk fodboldgolf har dygtige unge spillere på vej, og vi håber, at endnu flere får lyst til at være med i de kommende år.

Sidst, men bestemt ikke mindst, skal der lyde en stor tak til Lars Knudsen for endnu en gang at lægge bane til en fodboldgolf turnering for DFGF. Det er altid en fornøjelse at besøge Bramdrupdam og spille på de velholdte, udfordrende og flotte baner.

Tak til alle, der var med til at gøre DM 2026 til en weekend, vi kan se tilbage på med stor glæde.

Dansk Fodboldgolf Forenings Samarbejdspartnere

Følg med på de sociale medier